CESA tilbyder sammenhængende familieindsatser, der er målrettet familier med komplekse udfordringer og behov for massiv støtte og vejledning. Indsatsen kan være sammensat af en række forskellige elementer, såsom observationer, undersøgelser, støtte og guidning i hjemmet. Omfanget og tilrettelæggelsen af indsatsen tilpasses løbende efter familiens specifikke behov og kan have et undersøgende, udviklende eller kompenserende fokus, afhængig af situationen.
Indsatsen har til formål at afdække og beskrive forældres evne til at modtage og omsætte støtte og vejledning i samspillet med barnet eller den unge. Observationer foretages i hjemmets kontekst og har særligt fokus på relationer, kommunikation og den samlede familiedynamik.
Indsatsen kan fungere som et alternativ eller supplement til en forældrekompetenceundersøgelse og giver mulighed for at observere samspillet i familien over flere tidspunkter og situationer i hverdagen. Det giver et mere nuanceret indblik i familiens ressourcer, udfordringer og behov. Samtidig kan indsatsen bidrage til at kvalificere rådgivers vurdering af, om familien kan profitere af en støttende indsats i hjemmet.
Indsatsen tilrettelægges fleksibelt for at sikre, at den bedst muligt imødekommer familiens behov. Indsatsen kan tilpasses med hensyn til tidspunkt, og der er mulighed for at tilbyde støtte på forskellige tidspunkter af døgnet, herunder aftentid, weekendtimer og ferieperioder.
CESA koordinerer den sammenhængende familieindsats med et fast team af erfarne konsulenter, der arbejder tæt sammen med familien i hjemmet. For at sikre høj faglig kvalitet i de observationer og den støtte, der ydes, afholdes der løbende sparring i teamet med den tilknyttede socialkoordinator.
Socialkoordinatoren fungerer som bindeled mellem CESA og den kommunale rådgiver, hvilket sikrer en kontinuerlig og tæt dialog om indsatsen. Dette muliggør løbende justeringer af indsatsen, så den matcher kommunens vurdering af familiens behov, og at de nødvendige rapporter kan fremsendes til kommunen for opfølgning og evaluering.




















”CESA har været en kæmpe støtte i vores familie. Tænk hvis vi havde haft en mulighed for at blive tilknyttet CESA fra start – det ville have været en kæmpe hjælp”.
Ring til os – vi tager gerne en uforpligtende snak.