CESA tilbyder familiepleje med fokus på et tæt samarbejde mellem barnet eller den unge, plejefamilie, netværk og myndigheder – så plejeforløbet får de bedste betingelser.
CESA har siden 1980 arbejdet for at styrke det faglige fundament omkring børn og unge, der anbringes i plejefamilier. Vores tilgang bygger på et højt socialfagligt niveau, hvor barnet altid er i centrum, og hvor forældre, netværk og andre relevante aktører aktivt inddrages i processen.
Når en plejefamilie tilknyttes CESA, får man fast tilknytning til en koordinator. Koordinatoren har ansvar for det personrettede tilsyn under anbringelsen og besøger plejefamilien 8-10 gange årligt. Besøgene omfatter samtaler med både plejeforældre og plejebarn, rådgivning, vejledning og supervision i forhold til opgaven. Konsulenten sikrer desuden opfølgning på Barnetsplan eller Ungeplanen udarbejdet af børne- ungerådgiveren.
Koordinatoren deltager sammen med plejefamilien i møder som fx skole- og netværksmøder ved behov og udarbejder ansøgninger på plejefamiliens vegne, ved behov. Samarbejdet med børne- ungerådgiveren er tæt og koordineret.
Efter tre måneder udarbejdes den første statusrapport, og herefter en statusrapport hvert halve år. Koordinatoren deltager desuden i statusmøder med plejefamilien, børne- ungerådgiver og evt. andre aktører.
Prisen for et plejeforløb fastsættes ud fra det børne- ungerådgiver ønsker, skal indgå i indsatsen. Konkret tilbud vil blive udarbejdet efter et formøde mellem børne- ungerådgiver og en koordinator fra CESA, evt. pr. telefon.
Med mere end 45 års erfaring i at matche børn med den rette plejefamilie ved vi, at opgaven kræver et grundigt forarbejde. Mange plejefamilier har vi samarbejdet med gennem mange år. Det betyder, at vi kender deres styrker, ressourcer og fagligheder – og dermed kan matche de bedst mulige rammer for barnet eller den unge.
Når en anbringelse skal etableres, fremsender børne- ungerådgiver relevante akter, såsom psykologiske undersøgelser, børnefaglige undersøgelser og statusrapporter, samt en beskrivelse af ønsker til en kommende plejefamilie.
På baggrund af disse oplysninger, giver vi en tilbagemelding med forslag til en egnet plejefamilie. Når børne- ungerådgiver har godkendt forslaget, arrangeres et møde mellem CESAs koordinator og børne- ungerådgiver. Herefter besøges plejefamilien sammen med barnet eller den unge og forældrene – medmindre andet er aftalt.
CESA udarbejder herefter kontrakten og varetager udbetalingerne, så rammerne for anbringelsen er klare og professionelle.




















Ring til os – vi tager gerne en uforpligtende snak.